HEA © 2007

 

 

 

 

                               Tandslet Tennis Klub

                                     vedtægter

 

    

 

§ 1.

Klubbens navn er TANDSLET TENNISKLUB (TTK)
stiftet d. 20. august 1992 og dens hjemsted er Sønderborg Kommune.

§ 2.

TANDDSLET TENNISKLUB´S formål er at give medlemmerne mulighed
for at dyrke tennissporten.

§ 3.

Klubben kan tilmeldes Sydjysk Tennis Union under Dansk Tennis Forbund
samt Sønderjydsk Idrætsforening og vil i så fald være undergivet disses love og bestemmelser.

§ 4.

Som aktivt eller passivt medlem i seniorafdelingen kan bestyrelsen optage
enhver, der er fyldt 18 år.

Som aktivt eller passivt medlem i ungdomsafdelingen kan bestyrelsen optage enhver, der er under 18 år. Indmeldelse skal ske skriftlig.

Optagelse af umyndige som medlem af klubben kræver tillige skriftligt samtykke fra forældre/værge.

Gæster kan - efter gældende reglement - indføres ved et medlem eller ved tilmelding til et bestyrelsesmedlem.

Æres medlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen.

§ 5.

Klubbens kontingent fastsættes af bestyrelsen. Kontingentet opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.

§ 6.

For at opnå gyldig medlemskab i klubben forudsættes, at kontingentet er klubben i hænde på en af bestyrelsen fastsat dato. Medlemskabet er gældende i 1 år efter betalingsfristens udløb. Medlemskabet ophæves, såfremt ovennævnte betalingsfrist ikke overholdes, eller såfremt medlemmet selv fremsætter ønske om udmeldelse. Efter betalingsfristens udløb vil eventuelle ledige pladser blive tilbudt nye ansøgere ved bestyrelsens foranstaltning.

Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben.

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt herfor. Vedkommende medlem skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og kan forlange spørgsmålet om eksklusion afgjort på førstkommende, ordinære generalforsamling.

§ 7.

Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle klubbens anliggender.
Den ordinære generalforsamling afholdes senest 30. april og indkaldes med mindst 7 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller ved bekendtgørelse i lokale blade med angivelse af dagsorden.

Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år. Stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde.

§ 8.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent og protokolfører.                                                  
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.                                     
3. fremlæggelse af regnskab for det forløbne regnskabsår til godkendelse.
4. Fremlæggelse af budget til orientering.                                          
5. Behandling af evt. indkomne forslag.                                             
6. Valg af bestyrelse samt suppleanter.                                             
7. Valg af revisor + suppleant                                                          
8. Eventuelt                                                                                

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen.

§ 9.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, såfremt 3 af bestyrelsens medlemmer eller 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftlig indgiver begæring herom. Generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er modtaget af bestyrelsen.

Dagsorden skal indeholde oplysning om det/de emner, der ønskes behandlet.

§ 10.

På generalforsamlingen, der er beslutningsdygtig uanset de mødendes antal, afgøres ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Forandringer af klubbens vedtægter kan dog kun ske, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Såfremt et medlem af bestyrelsen eller 1/3 af de tilstedeværende, stemmeberettigede medlemmer ønsker det, skal afstemningen foregå skriftligt.

Valg af bestyrelse skal foregå skriftligt, såfremt blot et stemmeberettiget medlem ønsker det.

Referat af generalforsamlingen og dennes beslutninger indføres i protokol.

§ 11.

Klubbens ledelse består af en generalforsamlingsvalgt bestyrelse på 5 aktive medlemmer, der repræsenterer klubben i alle forhold.

Generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen, for så vidt angår posterne som formand og kasserer, medens bestyrelsen selv konstituerer sig med en næstformand og en sekretær og nedsætter en række udvalg til varetagelse af klubbens aktiviteter. Disse udvalg kan udtages blandt bestyrelsens og klubbens menige medlemmer.

Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen.

Af bestyrelsen afgår hvert år henholdsvis 2 og 3 medlemmer, dog må formand og kasserer ikke være på valg samme år.

Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, hvoriblandt formand eller næstformand, er til stede.

Bestyrelsens beslutninger indføres til protokol.

§ 12.

Klubbens regnskabsår følger kalenderåret, idet det første regnskab dog omfatter perioden fra 20. august til 31. december 1992. Regnskabet skal bestå af en resultatopgørelse og balance, og skal være forsynet med kasserens og revisorernes påtegning.

På den ordinære generalforsamling vælges for 2 år ad gangen 1 revisor og en revisor suppleant.

§ 13.

For af klubben påtagne forpligtigelser hæfter klubbens midler som sådan.

§ 14.

Bestemmelser om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvorefter beslutningen træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer. der er til stede.

                 Vedtægeter er ændret og godkendt på generalforsamling d 7. marts 2007